Ofte stillede spørgsmål

Urininkontinens betyder ufrivillig lækage af urin, som en person ikke helt kan kontrollere. Det kan forekomme i forskellige aldre og af mange forskellige årsager. For nogle er det kun en mindre gene, mens det for andre har stor indflydelse på hverdagen. Alligevel er personen stadig den samme – de står blot over for en udfordring, som de fleste mennesker ikke kan se.

Inkontinens kan ramme kvinder og mænd, unge og ældre. Det kan opstå efter en fødsel, operation eller skade, ved neurologiske sygdomme eller for eksempel i forbindelse med diabetes. Hos nogle mennesker kan langvarig stress eller psykisk belastning også udløse eller forværre problemerne betydeligt. Nogle gange udvikler det sig gradvist, andre gange opstår det uventet. Hver historie er forskellig, men én ting har de til fælles – inkontinens vælger ikke efter alder, erhverv eller livsstil.

Nej. Det anslås, at mere end 400 millioner mennesker verden over lever med en eller anden form for inkontinens. Også i Tjekkiet er det langt mere almindeligt, end de fleste tror – ifølge faglige oplysninger oplever mere end 36 % af personer over 15 år en eller anden form for inkontinens. Alligevel er inkontinens et af de mindst omtalte sundhedsemner. Mange mennesker skammer sig over at tale om deres problemer, og derfor kan der opstå et fejlagtigt indtryk af, at det er noget sjældent. I virkeligheden er inkontinens langt mere almindeligt, end de fleste er klar over.

Mange mennesker er bange for ikke at blive forstået eller for at blive set anderledes af omgivelserne. Nogle skammer sig endda over at fortælle det til deres nærmeste eller til en læge. Netop åben kommunikation hjælper med at nedbryde fordomme og viser, at inkontinens ikke er en grund til skam eller isolation. Jo mere vi taler om det med respekt og forståelse, desto lettere bliver livet for de mennesker, det berører.

Ja. De fleste mennesker med inkontinens går på arbejde ligesom alle andre. Blandt dem er lærere, sundhedspersonale, chauffører, kontoransatte, elektrikere og mennesker i mange andre erhverv. Deres omgivelser ved ofte slet ikke, at de lever med inkontinens. Alligevel kan hver arbejdsdag være mere krævende – planlægning af pauser, adgang til toiletter eller frygt for en uventet situation er udfordringer, som de fleste omkring dem ikke ser.

Ja. Inkontinens betyder ikke i sig selv, at et aktivt liv skal slutte. Mange mennesker går fortsat ture, cykler, svømmer eller dyrker andre sportsgrene. Nogle gange er det nødvendigt at vælge en mere passende aktivitet eller tage nogle praktiske forholdsregler, men fysisk aktivitet er tværtimod ofte gavnlig både for kroppen og det psykiske velbefindende. Alle bør tale med en læge eller fysioterapeut om deres muligheder, hvis inkontinensen giver større problemer.

Ja. Mennesker med inkontinens rejser på arbejde, på ferie og til familie ligesom alle andre. Rejser kræver dog ofte mere omhyggelig planlægning. Mange undersøger på forhånd, hvor der er adgang til toiletter, tager ekstra hjælpemidler med eller planlægger regelmæssige stop. Det, der for de fleste er en almindelig rejse, kan for en person med inkontinens kræve grundig forberedelse. Alligevel er der ingen grund til at opgive at opleve nye steder eller få nye oplevelser.

Alle oplever inkontinens forskelligt. For nogle er lange møder eller rejser de mest krævende, mens andre er bekymrede for kulturelle arrangementer, sport eller længere ophold uden for hjemmet. Mange oplever den psykiske belastning som større end selve helbredsproblemet – for eksempel frygten for en uventet situation eller for omgivelsernes reaktioner. Netop forståelse og hensyn kan hjælpe mere, end vi ofte er klar over.

For de fleste mennesker begynder dagen enkelt – de tager tøj på og går hjemmefra. En person med inkontinens tænker ofte over ting, som andre slet ikke behøver at bekymre sig om. Har jeg nok hjælpemidler med? Vil der være adgang til toiletter undervejs? Hvor længe skal jeg være væk hjemmefra? Disse spørgsmål kan være en del af hver arbejdsdag, udflugt eller besøg hos venner. Alligevel bemærker de fleste omkring personen ikke noget. Derfor kaldes inkontinens ofte en usynlig sygdom – den kan ikke ses ved første øjekast, men kan have stor indflydelse på hverdagen.

Nej. Selvom inkontinens er mere almindelig i en højere alder, kan den ramme mennesker i alle aldre. Det gælder for eksempel kvinder efter fødsel, mennesker efter operationer eller skader, patienter med neurologiske sygdomme og også yngre mennesker uanset erhverv eller livsstil. Forestillingen om, at det udelukkende er et problem for ældre, er en af de mest udbredte myter.

I de fleste tilfælde nej. Mennesker med inkontinens arbejder, dyrker sport, rejser, handler og tilbringer tid med familien ligesom alle andre. Mange bruger moderne absorberende hjælpemidler, som ikke kan ses under almindeligt tøj. Derfor kaldes inkontinens ofte en usynlig sygdom – omgivelserne bemærker den som regel slet ikke.

Bestemt ikke. Inkontinens er et helbredsproblem, ikke et tegn på dårlig hygiejne. Mennesker med inkontinens er ofte langt mere opmærksomme på personlig hygiejne end de fleste andre. De bruger særlige hygiejneprodukter, beskyttelsesmidler og hudplejeprodukter for at kunne leve aktivt, værdigt og uden bekymringer.

Årsagen er som regel ikke selve inkontinensen, men frygten for ikke at blive forstået eller for at blive dømt. Mange er bange for, at andre vil se anderledes på dem eller gøre dem til genstand for latterliggørelse. Derfor taler de ofte ikke om deres problemer, heller ikke med deres nærmeste. Åben og følsom kommunikation kan hjælpe med at nedbryde fordomme og vise, at inkontinens ikke er noget, man skal skamme sig over. Det er snarere skamfuldt at dømme et menneske på grund af et helbredsproblem, som personen ikke selv har valgt.

Først og fremmest med respekt og forståelse. For mange mennesker er det meget svært overhovedet at tale om inkontinens. Hvis nogen betror sig til dig, så lyt uden at dømme og vis, at dit syn på personen ikke ændrer sig. Nogle gange er den største hjælp en enkel sætning: „Tak, fordi du stoler på mig.“

Undgå at bagatellisere problemet, gøre nar eller sige ting som „Det kan man da holde sig.“, „Det sker kun for gamle mennesker.“ eller „Du skal bare lære at holde dig igen og nå på toilettet.“ Sådanne udsagn kan lyde som velmenende råd, men giver ofte personen med inkontinens en følelse af, at problemet er deres egen skyld, eller at de ikke prøver hårdt nok. Selv en velment bemærkning kan såre og få personen til at føle, at de ikke bør tale om deres problemer. I stedet for råd er det ofte vigtigere at vise forståelse og gøre det klart, at personen ikke er alene.

Støtte begynder med forståelse. Respekter din nærståendes privatliv, svæk ikke deres selvtillid, og lad dem selv bestemme, hvad de ønsker at dele. Tilbyd hjælp, hvis de ønsker det, men lad ikke inkontinens blive centrum for jeres forhold. En person med inkontinens er stadig den samme partner, forælder, barn eller ven – de håndterer bare én ekstra udfordring hver dag.

Vi kan alle bidrage til, at mennesker med inkontinens føler sig bedre tilpas i samfundet. Det er nok at tale respektfuldt om emnet, undgå at sprede fordomme og forstå, at et helbredsproblem ikke siger noget om et menneskes værdi. Forståelse begynder med viljen til at lytte. Måske vil netop din holdning give nogen mod til at holde op med at skamme sig og bede om hjælp.